Ny mailsag i Skive Kommune?

Af Erik Mortensen spidskandidat til Skive Byråd for Nye Borgerlige

I året 2016 var der stor ståhej i kommunalbestyrelsen, fordi lederen af Daycare Nord Leo B. Rasmussen brugte kommunens mailadresse i sit engagement i Foreningen til Værn om Ytringsfriheden Skiveegnen. Skive Kommune er en værdibaseret organisation, der forventer, at medarbejdere selv kan afgøre, hvad det er passende at bruge sin arbejdsmail til. Javel, offentlig ansat, medlem af kommunalbestyrelsen for Skive-Listen og spidskandidat til kommunalvalget den 16. november 2021, Per B. Jeppesen, vurderer, at han er i sin gode ret til at bruge kommunale arbejdsmail i bestræbelsen på at blive genvalgt, hvad med arbejdstiden? I forbindelse med sagen om Leo B. Rasmussen udtalte venstrepolitikeren Anna-Lise Vestergaard følgende: »Nej, selvfølgelig kan den ikke det, det er kommunens firmanavn«.

Så vidt jeg husker, blev et flertal i økonomiudvalget dengang enige om, at der skulle udarbejdes et notat, om hvilke muligheder, der er for fastsættelse af regler og retningslinjer for dette område, blev det lavet? Nej sikkert ikke.

Hvor er borgmesteren i denne sag? Lige så langt væk som med krænkelsessagen mod Ditte Staun? Tager borgmesteren ansvar?